Andreas Marckmann Andreassen 2007-2011 ©  mail@andreasmarckmann.dk

 

Slaget ved Buckingham

Bag ligusterhækkene i det kernekonservative England ulmer en bevægelse, de danske medier har overset. Ugebrevet Europa har fulgt United Kingdom Independence Party i dagene op til det engelske valg. Deres karismatiske og kontroversielle frontfigur Nigel Farage sværger til politikerlede, pubkultur og først og fremmest EU-skepsis.

”Buckingham!” råber buschaufføren. Selvom vi kun er rejst nogle timer nordvest for London, er det et helt andet land, der venter udenfor. Fuglene kvidrer, græsset dufter, alt er i fuldt flor. Foråret kommer altid lidt tidligere til England, og i Buckingham er alle vejene alléer. På begge sider af vejen står ligusterhække, græsplænerne er trimmede, og rækkehusene ligner hinanden til forveksling. I åen svømmer svaner.

Vi er i Middle England, den øvre middelklasses højborg - kernekonservativt hjerteland. I Buckingham har de valgt en konservativ kandidat i over 60 år i træk, med undtagelse af et enkelt valg i tresserne. Nu skal England til valg igen, og vi er ankommet to dage før valgdagen. Der er nemlig en politisk uro, der lurer i Buckingham.

”Jeg troede, dit hår var mørkere!” udbryder en mand i Chelsea-fodboldtrøje, da han dukker op bag sin kone i døren. Så griner han og giver hånd til fyren i jakkesæt, der står udenfor. Fyren hedder Nigel Farage, og han fører kampagne her i Buckingham. Farage er et kendt ansigt i England, og han er frontfigur i det engelske parti UKIP, United Kingdom Independence Party. Partiet er Storbritanniens næststørste i Europa-Parlamentet, større end Labour. De har én altoverskyggende mærkesag – få Storbritannien ud af EU. Derudover går de ind for et stop for immigration til landet, og så vil de have en hjælpepakke til de engelske pubs.

En kontroversiel kamphund i Europa

Nigel Farage er kendt fra utallige tv-debatter, men især for en episode i Europa-Parlamentet for nylig, hvor han i en lang anklagende svada sagde, at formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, har ”karisma som en våd klud”, at han ikke repræsenterer vælgerne, og at hans behov for at tvinge en EU-stat ned over hovederne på borgerne ”nok er fordi, du selv er fra Belgien, der mere eller mindre er et ikke-land”. Ordene gjorde Nigel Farage endnu mere kontroversiel. De store politiske grupper var forargede, og Farage endte med at blive idømt en rekordstor bøde af parlamentet. Men i andre kredse er den kontroversielle kamphund en stemme, de har savnet på det europæiske parnas.
Og nu stiller Nigel Farage op i Buckingham, selvom han aldrig har boet her – og ikke har en chance imod det konservative betonflertal. Chancerne bliver endnu mindre af, at det er Underhusets formand, John Bercow, der stiller op for de konservative her. Han er blevet valgt de sidste 13 år, og fordi han er Underhusets formand, stiller hverken Liberaldemokraterne eller Labour op imod ham. Men det gør UKIP.

”Politikerne er pilrådne”

”Det er jo helt tydeligt, at politikerne er pilrådne, de har spillet fallit!” siger Nigel Farage med et stort smil til manden i Chelsea-trøjen. Farage slår ud med den ene arm, for under den anden holder han en uhandy håndfuld skilte med teksten ”Vote UKIP – Straight Talking”. Manden i døren nikker, hans kone lytter.

”Jeg er den eneste, der siger det. Bercow repræsenterer politik, som det fungerer i vores land i dag: Politikerne frådser og repræsenterer ikke os.” De forlader hinanden med rygklap og latter. En ny stemme er formentlig i hus, måske to.
Nigel Farage går videre til næste dørklokke. Det er dagen før valget, og UKIP har valgt at bruge den på at stemme dørklokker i udkanten af Buckingham. Selvom det kun er syv minutter i bil fra centrum, så er der lidt flere mælkebøtter i græsplænen her, børnene kører med skolebus, og der er knallerter i gaderne. Postbude, arbejdsmænd, forretningsfolk – mange erklærer deres støtte til Nigel Farage i løbet af dagen.

”Hver pub er et parlament i livsfare”

Men Nigel Farages rigtige jagtmarker ligger spredt over hele Buckingham. Det er værtshusene. UKIP har som det eneste parti en decideret pubpolitik. De engelske pubs lukker på stribe, fordi det ikke længere kan betale sig – de er for mange, og udgifterne er steget. Derudover mener nogle pubejere, at rygeforbuddet jager kunderne hjem. Det mener UKIP også. De vil have en hjælpepakke til de engelske pubs, og de vil afskaffe rygeforbuddet. Det har skaffet dem mange vælgere på pubs, og de fører kampagne og holder valgmøder på værtshuse. Også i Buckingham.

”Det er rigtige mennesker, der går på pub. Helt almindelige folk, der nyder en øl efter arbejde. Hver pub er et parlament, og de er lige nu i livsfare,” fortæller Farage, der selv er storryger, over en øl på en af de lokale pubs, The White Hart. Buckingham har ti pubs i alt. I hele valgkredsen er der over 500, og Nigel Farage skal have besøgt omtrent 200 af dem.

Nigel Farage vil have have stop for indvandringen, stop for frådseri, ud af EU og give folk billigere øl – og bliver beskyldt for at være populist. Til det svarer Nigel Farage: ”Ordet populist er et negativt kampagneord, som de liberale har fundet på til os. ’Populist’ lægger op til, at man tilpasser sig, hvad folk vil have. Det gør jeg ikke. Ordet populær, derimod, kan handle om politik, der er videnskabeligt fornuftig – og forhåbentlig simpel og til at forstå samtidig,” siger Nigel Farage.

Han er iført et mørkeblåt slips med små lyserøde elefanter på. Når journalisterne spørger hvorfor, siger han, at det er fordi UKIP vil være dem, der tør fortælle om ”elefanten i lokalet, som ingen snakker om”. Det er, hvad han kalder EU i de nationale valgkampe. Og UKIP er de eneste, der har EU som mærkesag i det engelske valg, omend det handler om at komme ud af unionen hurtigst muligt.

UKIP-partisoldater har besøgt samtlige pubs, Ugebrevet Europa besøger for at tale med ejere og gæster om den nye pubbevægelse. Ikke alle vil stemme på UKIP, men alle roser, at Nigel Farage i egen tv-kendte person møder op og tager en snak med dem. På The Three Cups i midten af det borgerlige Buckingham har de endda sat en stor plakat op i vinduet. ”Vote UKIP”, står der. På døren sidder et klistermærke med samme tekst. Og på bordene ligger ølbrikker med teksten ”Save our pubs – vote UKIP”.

”Det var min fars ide,” siger Emily Gough og smiler, imens hun tørrer baren af. Hun er bartender på The Three Cups og vil stemme på Nigel Farage på valgdagen. Hendes far ejer pubben.

”Nigel kom for at tale med os om, hvordan det er at drive en pub for tiden. Det er ikke nemt. Min far var meget enig med Nigel, og ingen andre kandidater har vist sig herinde. Så satte vi lidt reklame op.”

Selvom UKIP får støtte i udkanten af Buckingham og i pubmiljøet, er der ingen tvivl om, at endnu flere indbyggere har set sig sure på dem. I strid med traditionen i landsbyen har UKIP blandt andet åbnet et partikontor med merchandise og strålende lilla bannere – lige midt i butiksgaden. 

”Det er ikke en butik, så de hører ikke til her! Det er et uforskammet parti. Så sent som i går råbte de af Mr. Bercow, da han gik herned igennem gaden og hilste høfligt på folk. Sådan er vi slet ikke i Buckingham, det er en fredelig by,” nærmest råber Sandra Phelps. Hun ejer strikketøjsbutikken over for UKIP’s nye partikontor. Ifølge hende skræmmer det kunderne væk med ”nationalister i jakkesæt” i gadebilledet.

Et skuffende valg

Valgdagen ender katastrofalt for Nigel Farage. En ting er, at han ikke vandt over John Bercow i Buckingham. Langt fra, faktisk. Et overvældende flertal stemte på De Konservative, og en uafhængig tidligere konservativ kandidat fik også flere stemmer end UKIP i valgkredsen. De konservative blev ikke vippet af pinden.

Derudover var han involveret i et flystyrt. Som en trumf i kampagnen var Farage oppe i et lille fly, der fløj over Buckingham med et banner. ”Vote for your country” stod der. Men banneret blev viklet ind i motoren, og flyet faldt ned. Det betød dog kun overfladiske skrammer for Nigel Farage.

Uagtet den dramatiske valgdag, er Nigel Farage godt tilfreds. Det handlede ikke om at vinde, men om at udfordre de store. Og UKIP har fordoblet deres stemmeandel på landsplan, selvom de ingen pladser fik i Westminster. I flere engelske medier er partiet blevet hånet for resultatet. I danske medier er de slet ikke nævnt. Men Nigel Farage er godt tilfreds med at blive undervurderet.

”Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet i dag, men det er en del af en længere kampagne. Nu tager jeg tilbage til Bruxelles, hvor det rigtige slag om vores frihed står,” siger han.
 /

 

 

 

TILBAGE TIL ARTIKLER »

TILBAGE TIL FORSIDEN »

Se artiklen hos Ugebrevet Europa HER.