»En varm kop te betyder mere end en ny bil«

DAMASKUS, SYRIEN. Bashar Shakir sidder på forsædet i sin lillebrors bil. Ved rattet sidder broren, og midt på bagsædet sidder Bashar Shakirs datter. Pludselig kan de høre skudsalver, og i vejkanten foran dem står mennesker med glimtende maskinpistoler rettet direkte mod forruden. Inden bilen har passeret, er alle tre i bilen ramt. Den fortsætter i høj fart, men længere fremme skrider den ud og drøner frontalt ind i en mur.

Bashar Shakir kan ikke huske de næste 15 dage af sit liv. Men da han vågner af koma i en hospitalsseng, får han at vide, at både hans bror og hans datter blev slået ihjel af skudsalven. Lillebroderen blev 29 år, datteren blev 10 år.

Aldrig tilbage til Irak

Skudepisoden får Bashar Shakir til at samle sin familie og flygte så hurtigt som muligt. De krydser grænsen til Syrien i bus sammen med Bashar Shakirs søster og hendes tre børn. Søsterens mand er for nylig blevet henrettet af en militant gruppe i området.

Og det var ingen tilfældighed, at det lige var lillebrorens bil, der blev angrebet midt på den støvede vej ved Basra. I kølvandet på Irak-krigen er de etniske konflikter i landet blusset op igen, og familien har pludselig fået fjender, de aldrig har mødt. Nogle af dem er tidligere naboer.

»Vi kan aldrig vende tilbage. De vil genkende os, og jeg frygter for mine fem børns liv. De kan blive kidnappet eller slået ihjel,« siger Bashar Shakir.

Dagene smelter sammen

I dag sidder han på traumecentret for irakiske flygtninge i Damaskus, som er støttet af Dansk Røde Kors. De brune øjne er blanke, og Bashar Shakir kigger mod vinduet. Han trækker vejret dybt, så ranker han ryggen igen, og med sin store hånd hiver han forsigtigt ned i trøjen ved den venstre skulder. Et bredt blegt ar kravler ned over brystet. Her ramte kuglen ham.

Uden de store armbevægelser fortæller han sin historie i centrets café i stueetagen. Væggene er hvide, og på de små borde står glasvaser med tørrede blomsterblade. Stolene er så nye, at der stadig er plastik på nogle af dem. Alle er velkomne i caféen, og alle kan få gratis te og en snak med en frivillig, hvis de vil.

Det er blevet en god vane for Bashar Shakir. Han var mekaniker i Irak, men som flygtning må han ikke arbejde, så dagene smelter sammen.

»De frivillige lytter til os irakere her, og de behandler mig lige så godt, som man behandler sin familie. Jeg har brug for nogen at tale med, for ellers er det ikke til at holde ud.«

Med en hurtig bevægelse løfter han den kop arabisk te, der står og damper foran ham, og hæver stemmen:

»Det her betyder mere for mig, end noget, der kan købes for penge. Det betyder mere end en ny bil,« siger han, kigger op og smiler bredt.

Aldrig nok mad

Lige uden for traumecentrets ro ligger livlige gader med pakæsler, gadesælgere, arabisk musik og masser af mennesker. Men turisterne kommer her ikke. Kvarteret ligger i udkanten af Damaskus og er en af de ghettoer, hvor der bor flest irakiske flygtninge i Syrien. Bashar Shakir bor med sin kone, sine fem døtre, sin søster og hendes tre børn i et lille hus ikke langt fra centret. Familien lever af mad, som FN udleverer sammen med Syrisk Røde Halvmåne.

»Hvis vi ikke fik udleveret mad, ville vi dø af sult. Vi er taknemmelige for det, vi får, men der er aldrig nok. Denne gang er det ris, vi er løbet tør for. Så må vi spare på det, vi har tilbage de sidste dage,« siger Bashar Shakir.

Drømmer om et andet land

Snart får han endnu en grund til at besøge traumecentret hver dag. På den øverste etage er der nemlig både klasselokaler med skoletavler og computerrum. De bliver brugt til aftenskole-kurser. Bashar Shakir har tilmeldt sig et IT-kursus, der starter snart. Så har han større chance for at få et job, hvis familien starter en ny tilværelse i et andet land.

Det drømmer han stadig om. Foran ham ligger en lille stak id-papirer. Nogle af dem er krøllede og bærer præg af, at de har været med i bukselommer og knugede hænder på hele rejsen, og stadig er det hvert minut.