Der har altid været et øgenavn til Europa-Parlamentet i den europæiske skolegård. Et ”Mickey Mouse-parlament”, sagde Margaret Thatcher i 1980’erne. En diskussionsklub uden indflydelse. Og da parlamentet blev folkevalgt i 1979, fik det et andet øgenavn klistret på sig: Elefantkirkegården. Stedet, hvor de ældre politikere og tidligere ministre ender for at nyde deres otium.

Men øgenavnene får kniven ved det danske valg til Europa-Parlamentet den 7. juni.

En optælling, som Ugebrevet EUROPA har lavet, viser, at gennemsnitsalderen for de danske medlemmer af parlamentet vil falde markant efter valget i år. Der er opstillet 58 danske kandidater, og de er i gennemsnit knap 44 år. Til sammenligning er de nuværende medlemmer i gennemsnit lidt over 56 år. Der er altså over ti års forskel.

Generationsopgøret er lige så markant, hvis man kun ser på spidskandidaterne. Fem af de otte partier har en politiker i spidsen, der er under 40 år.

Det drejer sig om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt (28 år), Socialdemokraternes Dan Jørgensen (33 år), Det Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen (34 år), JuniBevægelsens Hanne Dahl (38 år) og Venstres Jens Rohde (39 år).

33-årige Dan Jørgensen er allerede nu med til at trække gennemsnitsalderen ned som medlem af Europa-Parlamentet. Han er overbevist om, at det er en god udvikling, optællingen viser.

”Det her valg markerer enden på elefantkirkegården. Ældre politikere kan sagtens være både flittige og ihærdige, men helt generelt tror jeg på, at hvis man er yngre og ikke har en masse politiske resultater bag sig, så er man mere sulten. Vi gider godt sidde oppe en halv nat for at flytte et komma. Hvis du har siddet som udenrigsminister i Spanien i mange år, så kan det godt være, du ikke gider,” siger han.

EU-ekspert og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet Marlene Wind mener, at optællingen viser en klar dansk tendens: ”Elefantkirkegården har været et udbredt problem i hele Europa – også i Danmark. Men det kan ikke gøres til et retrætejob at sidde i Europa-Parlamentet længere. Det er benhårdt arbejde, og derfor tror jeg ikke, det vil tiltrække de gamle elefanter mere.”

Mere magt end nogensinde

Europa-Parlamentet har traditionelt været lillebror i EU-familien, selvom det blev født i 1952. Efterhånden blev parlamentet mere voksent. Medlemmerne fik lov til at forkaste budgettet, de blev folkevalgte, de fik lov til at være med til at forme lovgivningen.

Lissabontraktaten er den magtindsprøjtning, der gør, at Europa-Parlamentet ikke mere er den lillebror, de andre kan kigge henover. Med traktaten bliver parlamentet som udgangspunkt medlovgiver helt på lige fod med ministrene i Rådet, og valget af Kommissionens formand skal afspejle magtfordelingen i Parlamentet. Europa-Parlamentet får altså mere magt end nogensinde.

Traktaten bliver muligvis vedtaget og træder i kraft i løbet af de næste parlamentarikeres valgperiode. Og så ryger myten om et Mickey Mouse-parlament også i graven.

"Det er et helt andet job, der venter. For hvert valg har parlamentet fået mere magt. Med Lissabontraktaten kommer parlamentet nærmest ind over alle emner. Det kommer virkelig til at gøre en forskel, hvad du stemmer for som parlamentariker,” siger Marlene Wind.

Men er det ikke et problem, at et ungt hold skal håndtere så megen magt?

”Nogle ville kalde det en katastrofe. Jeg er helt uenig. Det kommer naturligvis til at kræve noget rugbrødsarbejde fra de unge, hvis de mangler politisk erfaring. Men det bliver i mine øjne opvejet af det gåpåmod og den motivation, de her kandidater har,” siger Marlene Wind.

Kampagner på nettet fanger de unge

Tværtimod kan der ligge en klar fordel i, at kandidaterne bliver yngre, når først valgkampen går i gang. Det har tidligere ofte været de unge vælgere, der er endt med at blive i sofaen i stedet for at gå ned i stemmeboksen.

”Jeg tror, der kommer flere unge vælgere, fordi de yngre kandidater bruger nogle helt andre medier til at nå vælgerne. Til et traditionelt offentligt møde kommer hr. og fru Jensen, hvis der serveres kaffe. Men de unge kommer aldrig. Hvis politikerne i stedet mobiliserer på nettet, så kan de engagere de unge,” siger Marlene Wind.

De unge EU-politikere er tilsyneladende meget bevidste om, hvor mange stemmer, der ligger gemt i lommerne på deres egen generation. Alle har en profil i det sociale netværk Facebook, hvor de kan kommunikere direkte til deres ”venner” i bredeste forstand. Det giver en en til mange-mulighed for at sende kampagnemateriale, påmindelser, videoer eller links ud.

Kandidaterne bruger også allerede videositet YouTube, nogle skriver blogindlæg, og andre bruger tjenesten Twitter til at sende korte beskeder ud på nettet.

Den 33-årige spidskandidat for Socialdemokraterne bruger også de moderne kampagnekneb til at skaffe unge stemmer.

”Jeg har lige nu omkring 3.500 venner på Facebook, men det er ikke nogen konkurrence om, hvem der har flest. Det handler om, hvordan man bruger den relation, man har til de mennesker. For mig er det en måde at kommunikere på. Jeg skriver med dem, og jeg lægger små videoer ud. Den interaktion og direkte kontakt ligger den yngre generation nærmere,” siger Dan Jørgensen.

Færre grå hår i fremtiden