Her kan du læse det første kapitel i “Etik for journalister på nettet” – ganske gratis.
JOURNALISTERNE HAR ORDET
Journalister har ikke selv stor tiltro til net-journalistikken. Tværtimod mener de fleste, at den har svækket vores etik. Det konkluderer vores undersøgelse blandt journalister i Danmark, Sverige og Finland.
”Rubrikkerne er ofte voldsomt strammet i jagten på klik.”
”Der er ingen tid til at tjekke oplysninger eller lave selvstændig research.”
”De samme nyheder gentages i alle medier, ofte uden kritisk refleksion.”
Sådan lød tre af svarene i Den Nordiske Etik-undersøgelse, vi lavede i august og september 2013.
»Det lyder som typisk skandinavisk melankoli,« siger nyhedsjournalist på Boston Globe, Dave Abel, da vi står i madkøen i avisens kantine i Boston. Vi har netop forklaret ham disse synspunkter og konklusioner på vores undersøgelse blandt mere end 5.000 journalister i Danmark, Sverige og Finland. Langt de fleste svarer, at det går for hurtigt online, og at det skader kvaliteten. Alt i alt halter etikken, fordi det ofte handler om at være først og lave mest – i stedet for at være bedst.
Vi er i Boston for at tale med Dave Abel, fordi han dækkede bombeattentatet ved Boston Marathon i april 2013, hvor to bomber dræbte tre mennesker, og 183 blev såret.
Dave Abel arbejder selv på både papiravisen og nettet, og som mange andre journalister laver han både små dag-til-dag-historier og mere undersøgende journalistik. I dag har han travlt. En vigtig nyhed trænger sig på. Skolebusserne i byen kommer måske ikke ud at køre næste dag på grund af en strejke, men vi kan interviewe ham i frokostpausen, mens han spiser.
Mediernes dækning af bomberne under Boston Marathon viste, hvad netmedierne kan. De kan udkomme med det samme, nå ud til et globalt publikum og lave journalistik med hjælp fra brugerne. Men Boston Marathon viste også nogle af svaghederne ved journalistik på nettet.
Som journalist dækkede Dave Abel terrorangrebet i Boston på en måde, som ville have været utænkelig for en avisjournalist før nettet. Faktisk var han selv til stede ved maratonløbet og stod få meter fra eksplosionen, da den første bombe sprang. Inden der var gået 15 sekunder, begyndte han at filme, hvad han så. Han ringede til sin kone og fortalte, at han var ok og skrev straks det samme på Twitter. Kort efter kunne han lægge den første historie på Boston Globes hjemmeside.
Så begyndte hans telefon at ringe. Det var hverken kollegerne hjemme på redaktionen, venner eller familie, men journalister fra hele verden, der havde set hans tweet og bad om en øjenvidneberetning. »Jeg blev kontaktet fra lande som New Zealand, Chile og Tyrkiet. Så jeg måtte både tage henvendelserne fra medierne og fortælle øjenvidnehistorien til netavisen,« siger han. Dagen efter var hans øjenvidneberetning på forsiden af den trykte avis, og hans videooptagelser fra bombestedet blev vist i hele verden. I april 2014 vandt Dave Abel sammen med fire kolleger fra Boston Globe en Pulitzer-pris for bedste breaking news-dækning.
Nettets udfordringer
Da vi møder Dave Abel i efteråret 2013, er han en af de første af over 70 redaktører, journalister og forskere fra otte lande, vi har interviewet til bogen her. Alle har de hjulpet os med spørgsmålet: Hvordan gør vi minus til plus, så netjournalistikken ikke opfattes som skadelig for mediernes etik, men tværtimod bliver nøglen til at styrke og fremtidssikre etikken og troværdigheden?
Derfor spørger vi også Dave Abel: Kan du se de etiske udfordringer, netmedier stiller journalisterne over for?
»Hvis det er de traditionelle medier, der tager deres journalistik alvorligt, vil de gøre det lige så troværdigt på nettet som på print,« er hans svar.
Vores rundspørge blandt journalister i Danmark, Sverige og Finland handlede både om problemer og løsninger for netjournalistikken. De 5.088 besvarelser – heraf 1.200 danske – viser, at det store flertal ser flere problemer end løsninger. Tallene er foruroligende.
- 74 procent var enige eller meget enige i udsagnet: ”Det går ofte for hurtigt på netmedierne, og det skader kvaliteten”.
- 78 procent mente, at kliktal trækker journalistikken i en negativ retning, fordi mange klik er blevet et mål i sig selv.
- Kun 3 procent havde mere tillid til journalistik på nettet sammenlignet med printmedier, radio og tv.
- Kun 1 procent mente, at netjournalistikken har hævet etikken i medierne samlet set.
- 62 procent mente derimod, at netmedierne trækker mediernes etik ned.
Rundspørgen stemmer på en række punkter overens med en undersøgelse, lavet af Pew Research Centers Project for Excellence in Journalism blandt 300 digitale journalister i 2009.
45 procent mente dengang, at den største forandring ved at gå fra print til net er, at der bliver slækket på de journalistiske standarder. To tredjedele af forandringerne var ifølge netjournalisterne negative. På spørgsmålet: ”Hvor er journalistikken på vej hen?” svarede 54 procent: ”Den forkerte vej”.
Det er altså ikke kun skandinavisk melankoli, at journalister ser dystert på netmediernes etik. Men det er ikke alle, der er enige i den pessimistiske udlægning. Mange journalister, forskere og pionerer inden for journalistik på nettet tegner et helt andet og mere positivt billede af netmediernes etik og troværdighed. Samtidig har vores research vist, at nettet ikke kun skaber problemer for etikken – det åbner også muligheder, for at styrke de etiske principper og fremtidssikre journalistikken.
Hvorfor har journalisterne så lav tillid til nettets etik? Fakta er, at der er stor forskel på de platforme, vi kender, for eksempel en avis, og medierne på nettet. Alle disse kendetegn rummer nye muligheder, men lige så mange udfordringer.
Flydende journalistik
Netmedier som Altinget og Huffington Post er skabt på nettet. Andre netmedier er skabt af printmedier, radio- eller tv-stationer. Fælles for dem er, at de nu laver journalistik på nettets vilkår. Det betyder først og fremmest, at produktet ikke har en færdig form. Indholdet på nettet kan ændres, opdateres og rettes hele tiden. Overskrifter kan blive trimmet, så de indrammer historien bedst muligt eller får flest klik. Billeder ændres og udskiftes, efterhånden som historien opdateres.
Mens klassiske journalister på tv, radio og dagblade er vant til at levere færdige produkter, lægger netjournalister oftere et midlertidigt produkt frem og siger: ”Det her er, hvad vi ved lige nu.” Fra minut til minut kan nyhederne ændre sig på nettet. Medieforskere kalder det liquid journalism – at journalistikken er blevet flydende.
Spørgsmålet er, hvordan man som journalist arbejder med et produkt, der er flydende og foreløbigt. Hvordan undgår man, at den første version er misvisende? Hvordan fortæller man sine brugere, at man har rettet en fejl, udskiftet et billede eller opdateret artiklen? Hvordan udnytter vi nettets natur?
Herhjemme har netmediernes fødsel ført til, at de vejledende presseetiske regler blev justeret i 2013. De nye regler stiller for eksempel skærpede krav til, at medierne selv tjekker kilderne, inden de videreformidler andres historier. ”Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte”, som der står.
Tillid og manglende erfaring må ikke udnyttes, når det for eksempel gælder indsamling af oplysninger fra sociale medier. Og kilder skal gives ’en rimelig tid’ til at svare på kritik. Samtidig skal medierne lytte til borgere, der ønsker oplysninger fjernet fra gamle artikler på nettet.
Men ifølge mange af de fritekstkommentarer, vi har fået i Den Nordiske Etik-undersøgelse, slækker netmedierne i Danmark, Sverige og Finland for meget på de etiske regler, når de arbejder dag-til-dag.
”Lad os minde hinanden om det gode gamle BBC-slogan: First and right, but right first!,” skriver en dansk journalist.
Og en anden tilføjer:
”Det skal gå så hurtigt, at der ikke er tid til reelle etiske overvejelser. Breaking news er ikke altid rigtige news.”
Fejl og unøjagtigheder er uundgåelige, når tempoet er højere, og der er færre øjne på journalistikken, inden den publiceres. Det er virkeligheden for mange på nettet, men blandt undersøgelsens positive tilbagemeldinger svarede 50 procent af journalisterne, at netmedierne er gode til at rette fejl, når de bliver påpeget af kilder, kolleger eller læsere. En journalist i Sverige, som både har arbejdet på nettet og på papiravisen, skriver i undersøgelsen: ”Som netjournalist på mit nuværende arbejde skriver jeg op til ti artikler per dag sammenlignet med en til tre som printreporter. Der kommer nemt flere fejl, dårligere etik – og ganske enkelt dårligere journalistik. Det er den helt forkerte vej at gå!” En anden svensk journalist forsvarer netmedierne. Han mener, at kritikken af netjournalistikken ofte kommer fra ældre kolleger, der frygter fremtiden. ”Jeg er sikker på, at de fleste, som arbejder med webjournalistik i de store svenske medievirksomheder, har mindst lige så høje krav, når det gælder troværdighed, korrekthed og balance, som de traditionelle kanaler.”
Hvis vi zoomer ind på de danske tal, kan vi også se, at de journalister, som selv arbejder på nettet, har et mindre negativt syn på nettets troværdighed end kolleger, der ikke leverer til nettet. Tallene er dog ikke imponerende. Kun 6 procent af net-
journalisterne har mest tillid til netmedier frem for andre platforme. Lavt, men en del mere end for journalister, der slet ikke leverer til net. Her har kun 1 procent mest tillid til netmedierne.
Nettets muligheder
Ser vi på nettets muligheder, viser Den Nordiske Etik-undersøgelse blandt andet tre interessante tal:
- 76 procent er enige eller meget enige i at: ”Det er lettere for læserne at pege på fejl eller mangler i artikler på nettet.”
- 50 procent er enige eller meget enige i at: ”Journalister på netmedierne er gode til at rette fejl, når de bliver påpeget.”
- 50 procent er enige eller meget enige i at: ”Kliktal er en fordel, fordi de gør det lettere at lave journalistik, der interesserer læserne.”
En anden måde at illustrere mulighederne for at lave troværdig netjournalistik på er at tage et kig på en af historiens store fejltagelser i politisk journalistik. Vi skal tilbage til 2. november 1948, hvor der var præsidentvalg i USA. Dagbladet Chicago Tribune skulle dække valget til næste dags avis, men på grund af en strejke blandt typograferne måtte avisen fremrykke sin deadline. Redaktionen havde med andre ord kortere tid til at udlægge valgresultatet end normalt. Tidligt viste alle prognoser, at republikaneren Thomas Dewey – meget overraskende – slog præsident Harry S. Truman. Den tidlige deadline betød, at Chicago Tribune valgte at satse på en forside, før det endelige valgresultat forelå. Det blev til: ”Dewey slår Truman.” Den historie nåede at komme ud til læserne i 150.000 eksemplarer, før prognoserne havde ændret sig så meget, at redaktionen i andet oplag noget mindre skråsikkert spurgte: ”Overtager Demokraterne landets ledende poster?”
Havde Chicago Tribune været en netavis dengang i 1948 (her appellerer vi til din fantasi), kunne man have ventet med at kåre vinderen, indtil det endelige valgresultat forelå – netmedier har ingen fast deadline.
Hvis redaktionen ved en fejl havde kåret den forkerte vinder, kunne de have rettet fejlen med det samme og sørget for, at ingen faldt over den fejlagtige artikel. Tværtimod kunne de slå fast i artiklen, at den var blevet rettet. Det ville ideelt være sket i løbet af få minutter. Og på sociale medier og i netavisens kommentarfelter ville der sikkert været kommet masser af spydige, underholdende og belærende kommentarer, så fejlen lynhurtigt kunne opdages, rettes og givetvis aldrig ville få lov at blive glemt.
Tilbage i kantinen på Boston Globe forklarer Dave Abel, at terrorangrebet under Boston Marathon viste, at når det går hurtigt, kan det også gå galt for velrenommerede medier, både på net og tv. I timerne efter de to bomber meldte medier om anholdelser, hvor der ikke var anholdelser. Andre sendte forkerte signalementer ud på mistænkte. Der blev spekuleret i, om islamister eller højreekstremister stod bag. Fakta skiftede fra time til time. Mange af de forkerte påstande blev citeret globalt og står stadig i gamle artikler på nettet.
I Danmark spurgte DR brugerne på Facebook, hvem der kunne stå bag terrorangrebet. Blogmediet Reddit gik endnu længere. Her begyndte en regulær menneskejagt, hvor brugerne via crowd sourcing forsøgte at finde de skyldige ud fra de tilgængelige oplysninger på nettet. Fejlagtigt udpegede brugerne en ung studerende, der var meldt savnet, som gerningsmand.
Dave Abel mener, at Boston Marathon viste, både hvad der er styrken ved onlinejournalistik, og hvad der er problematisk.
»Vi kunne komme ud med en masse information til mange mennesker og fortælle, hvad der var sket. Vi kunne vise fotos og videoer og dække det live. Borgerne kunne også deltage i debatten. Men dækningen skabte også en stor bekymring for, om man giver plads til forkerte oplysninger, som får en alt for fremtrædende placering hos os eller andre medier, som man almindeligvis anser for troværdige,« siger han.
Dette var første kapitel i “Etik for journalister på nettet”. I de kommende 14 kapitler fremlægger vi 80 konkrete anbefalinger til, hvordan vi, der arbejder på nettet, kan styrke etikken.
Du kan købe bogen på forlagets hjemmeside her.